HAR DU SPØRGSMÅL OM HELVEDESILD?

I denne Q&A har vi samlet syv typiske spørgsmål og svar om helvedesild.

Du kan også læse mere om helvedesild her og blive klogere på, hvilke symptomer, du bør være opmærksom på her.

HVEM ER I RISIKO FOR AT FÅ HELVEDESILD?

Alle, der har haft skoldkopper, er i risiko for at få helvedesild, og risikoen stiger med alderen. Det er særligt personer over 50 år, der er i risiko, da immunforsvaret naturligt svækkes med alderen.

Også personer med nedsat immunforsvar har større risiko for at få helvedesild. Det kan være personer, der lever med en genfejl i immunsystemet, en autoimmun sygdom eller kroniske sygdomme som bl.a. KOL, hjertekarsygdomme og diabetes type 1 og 2. Andre risikofaktorer kan også være stress, sygdomme som hiv/aids eller kræft. Er du i behandling med immundæmpende medicin, er du også i øget risiko for helvedesild.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på disse risikofaktorer og tale med din læge, vaccinationsklinik eller apoteket om helvedesild, håndtering og forebyggelse.

SMITTER HELVEDESILD?

Både ja og nej. Helvedesild kan ikke smitte andre med helvedesild. Til gengæld kan helvedesild smitte personer, der ikke allerede har haft skoldkopper og forårsage skoldkopper.

Helvedesild smitter kun gennem kontakt med væske fra udslættet. Har du et udslæt af helvedesild med blærer med væske, kan det derfor være en god idé at holde afstand til andre, så længe det står på. Du kan også dække udslættet til, så du undgår, at andre kommer i berøring med væsken fra udslættet.

Det er også vigtigt at undgå at røre ved de berørte områder og vaske hænderne grundigt, mens det står på. Hvis du har helvedesild, er det en god ide at undgå nærkontakt med personer med nedsat immunforsvar, som ikke har haft skoldkopper, da de er særligt udsatte, hvis de får skoldkopper. Har du ikke synligt udslæt, eller er udslættet helet, kan du ikke smitte med skoldkoppevirus.

KAN MAN FÅ HELVEDESILD AF EN PERSON, DER HAR SKOLDKOPPER?

Nej – du kan ikke blive smittet med helvedesild af personer, der har et aktivt udbrud af skoldkopper. Dog kan en person med skoldkopper smitte dig med skoldkopper, hvis du ikke tidligere har haft sygdommen.

Ældre dame rør ved sin skulder Ældre dame rør ved sin skulder

Alle, der har haft skoldkopper, er i risiko for at få helvedesild, og risikoen stiger med alderen.

KAN MAN FÅ HELVEDESILD FLERE GANGE?

Ja, det er muligt at få helvedesild flere gange, men det er sjældent. Virus forsvinder nemlig aldrig fra kroppen, men lægger sig i stedet nær rygmarven, hvor det kan reaktiveres senere i livet, og så vil du få helvedesild igen. Du er altså ikke immun, selvom du har haft det tidligere i livet.

Et sygdomsforløb med helvedesild kan være meget forskelligt fra gang til gang, men ca. 20 % af de 60-65-årige, der rammes af sygdommen, oplever vedvarende nervesmerter efter sygdomsforløbet.

Tal med din læge, vaccinationsklinik eller apoteket om helvedesild, håndtering og forebyggelse.

ER DER SAMMENHÆNG MELLEM COVID-19 OG HELVEDESILD?

Forskningsstudier af sammenhængen mellem covid-19 og helvedesild peger i forskellige retninger. Nogle studier har påvist, at der er øget risiko for at få helvedesild efter covid-19, mens andre ikke har dokumenteret en sammenhæng.

Her på siden holder vi nøje øje med forskningen og opdaterer, når der er ny viden om sammenhængen mellem helvedesild og covid-19.

HVAD ER NERVESMERTER EFTER HELVEDESILD (POSTHERPETISK NEURALGI)?

Postherpetisk neuralgi (PHN) er nervesmerter, der kan opstå under eller efter et udbrud af helvedesild. Nervesmerterne kan udvikle sig til kroniske smerter og fortsætte lang tid efter, udslættet er forsvundet.

Symptomerne på PHN kan være vedvarende smerter samt en brændende eller prikkende fornemmelse på det område, hvor udslættet var. Smerterne kan vare fra måneder til år og kan påvirke livskvaliteten hos dem, der er ramt.

Der findes behandlinger, der kan hjælpe med at lindre smerten og symptomerne. Kontakt din læge for at få mere information om behandling af nervesmerter efter helvedesild.

HVAD KAN MAN GØRE FOR AT UNDGÅ HELVEDESILD?

Hverken sund kost eller motion har en gavnlig effekt på helvedesild, og sygdommen kan også opstå blandt sunde og raske personer. Den eneste måde at forebygge helvedesild, er ved hjælp af vaccination. Tal med din læge, vaccinationsklinik eller apoteket om helvedesild, hvis du har spørgsmål til håndtering og forebyggelse af helvedesild.